Du kan lige nå det inden der indføres gebyrer på registreringen.
Umiddelbart før juleferien blev den nye bekendtgørelse om registrering af bl.a. ejerlejligheder i matriklen sendt i høring. Høringsperioden løber frem til 21. januar 2019, men det forventes at de nye bestemmelser træder i kraft allerede en god måneds tid senere d. 25. februar 2019.
Med denne bekendtgørelse overføres registreringen af ejerlejligheder fra Tinglysningsretten til Geodatastyrelsen, så ejerlejligheder fremover ligger som en del af matriklen.
Grundlæggende er der ikke lagt op til ændring af lovgivningen bag oprettelse af ejerlejligheder. Bekendtgørelsen beskriver hovedsageligt formkrav til registrering af ejerlejligheder, hvor der lægges op til en højere grad af digitalisering i registreringsprocessen – for nye ejerlejligheder.
Som landinspektører sørger vi for at opfylde de nye tekniske krav til registreringen, men som borger, rådgiver eller projektudvikler bør man være særligt opmærksom på, at der med bekendtgørelse indføres en brugerbetaling på registreringen. Taksterne ligger ikke endeligt fast, da gebyrernes størrelse endnu ikke er godkendt af regeringens økonomiudvalg, men udspillet er, at der for oprettelse af en ejerlejlighed indføres et gebyr på 1360 kr., for hver ejerlejlighed, der oprettes i matriklen. Tilsvarende indføres gebyrer på sammenlægning af ejerlejligheder og arealoverførsel til og fra ejerlejligheder samt på ændring af fordelingstal i ejerforeningen.
For 2-familiehuset, der skal opdeles i ejerlejligheder, er merudgiften måske ikke skræmmende, men for projektejendommen under opførelse bliver beløbet hurtigt mere anseligt, og uanset om der er tale om den lille eller store ejerlejlighedsejendom, er det interessant, at det frem til 25. februar fortsat er gebyrfrit at oprette eller ændre ejerlejligheder.
Vil du vide mere, er vores specialist i ejendomsdannelse, Jakob Lambrethsen altid klar til at svare på spørgsmål.