I fredags havde LIFA A/S Landinspektører inviteret de studerende på landinspektørstudiet fra AAU i København til en faglig og social fredag med det formål at give de studerende et indblik i en bredt favnende landinspektørforretning afsluttet med en social del, hvor de studerende havde mulighed for at netværke med og stille spørgsmål til LIFA’s team.
Eftermiddagen startede med en generel præsentation af LIFA, hvorefter landinspektør, Steen Boe, gav introduktion til en skelforretning, og de udfordringer, der opstår i kølvandet på uenighed og tvister om skel. Efter en grundig indføring i skelforretningens verden tog landinspektør, Henrik Kjær, over med en demonstration af gratisversionen såvel som proudgaven af LIFA’s KortViser med frie grunddata.
Sidste punkt på den faglige dagsorden var rundvisning i huset, hvor de studerende havde mulighed for at se og få demonstreret LIFA’s udstyr og samtidig stille spørgsmål til LIFA’s landinspektører.
Efter rundvisningen blev der tændt op i grillen, og dagen blev på behørig vis afsluttet med hotdogs og lidt koldt til ganen.
En stor tak skal lyde til de engagerede og spørgelystne landinspektørstuderende, som valgte at trodse det gode vejr til fordel for en udbytterig eftermiddag med LIFA.