Erhvervsstyrelsen (ERST) har besluttet at lukke CVR-udtræksløsningen, som mange af jer kunder har adgang til i forbindelse med LOIS. Lukningen af løsningen sker med effekt fra fredag, den 14. december 2018, hvor det ikke længere vil være muligt at trække CVR-data hos Erhvervsstyrelsen.
I LIFA har vi påtaget os ansvaret for at finde en alternativ løsning, så I som kunder ikke kommer til at opleve nogen forskel efter den 14. december. Status lige nu er, at vi har indgået en dialog med ERST, så vi sammen kan finde den mest optimale løsning til erstatning af den nuværende. Som et led i LIFA’s kundeservice tilbyder vi jer den kommende løsning som en gratisløsning, der integreres i jeres eksisterende abonnement. I får dermed endnu større udbytte af jeres løsning hos os.
Vi oplever stor interesse for hele projektet, og flere har allerede meldt sig på banen til at afprøve den nye service, når vi er klar med en testversion i 3. kvartal. En vigtig del af udviklingsarbejdet hos LIFA er netop brugerne, da vi primært gennem den brugerstyrede udvikling får skabt de bedste løsninger. En stor tak skal derfor lyde til alle jer engagerede kunder for den positive og løsningsorienterede indstilling, I altid bringer til bordet.