LIFA har haft fornøjelsen af at være vært ved LOIS Statistik/FLIS brugergruppemøde, hvor 50 af vores kunder er blevet klogere på de nye muligheder, LOIS Statistik og FLIS-data tilbyder.
Deltagerne er blevet inspireret af et bredt sammensat program med interne såvel som eksterne oplægsholdere fra KOMBIT, Hedensted Kommune, Høje-Taastrup Kommune og Geo Fyn, der hver især er kommet med eksempler på, hvor de rent praktisk anvender og arbejder med data. De viste flere lækre eksempler på både anvendelsen af LOIS Statistik, BI-udvidelserne, FLIS og de nye muligheder for visning af indkomstdata. Især delen med indkomstdata fangede mange af brugernes interesse, og spørgelysten var stor.
Ved samme lejlighed præsenterede LIFA to helt nye succesprojekter gennemført i Assens og Thisted Kommune. Her har LIFA med et tværfagligt og internt sammensat team udarbejdet skræddersyede analyser til de to kommuner inden for bl.a. demografisk sårbarhed og erhvervsudvikling, hvorefter analyserne er blevet brugt som det afgørende vidensgrundlag, før strategiske beslutninger bliver truffet i de forskellige politiske organer.
En kæmpe tak skal lyde til de forrygende oplægsholdere, som hver især formåede at få brugerne involveret, så vigtige erfaringer kunne udveksles i bestræbelserne på at få aktiveret kommunernes eksisterende datasæt.
Stort engagement og velovervejede spørgsmål har været nøgleordene på en dag, hvor brugerne kunne gå hjem med ny viden og inspiration til, hvordan de fremover kan få sat egne data i endnu mere spil.
Vi ses til næste brugergruppemøde i 2019!