Danmarks næststørste lufthavn, Billund Lufthavn, oplever i disse år kraftig vækst som følge af nye flyruter og stigende passagertal. Væksten lægger pres på lufthavnens eksisterende faciliteter, såsom terminaler og bagagehåndtering. Netop bagagehåndteringen er en af lufthavnens knudepunkter, som skal fungere døgnet rundt – 365 dage om året. Derfor står bagagesektionen overfor en større udvidelse og ombygning, så lufthavnen er klar til at modtage bagagen fra de 3,5 mio. passagerer, der årligt benytter lufthavnen. For at få et ordentligt overblik over faciliteterne og for at kunne foretage korrekte opmålinger, manglede lufthavnens projektledelse derfor et detaljeret billede af bygningerne set indefra.
Nye muligheder med 3D scanning
I den forbindelse blev LIFA med landinspektør Nikolaj Miller i spidsen inviteret til Billund Lufthavn for at rådgive projektteamet om mulighederne. Under rundvisningen fik LIFA tilladelse til at udføre prøveopmåling af en lille del af bygningen. Som test foretog vi en mindre end 2 minutters mobilscanning af et område på 80×30 meter. Den enorme mængde data, vi indsamlede, blev bearbejdet til en model, som vi efterfølgende har modelleret i forskellige lag med gulve, vægge, rør, kabelbakker osv. På baggrund af testscanningen fik LIFA til opgave at foretage en komplet laserscanning af lufthavnens omtrent 5.000 m2 store bagagefaciliteter med efterfølgende modellering.
”Scanningen blev foretaget ved at gå ca. 120 meter ned langs bygningens ene side for så at gå de 120 meter tilbage i den modsatte side af bygningen. Efterfølgende uploadede vi det indsamlede data i scannerens software, hvorved alt data blev samlet i en 3D model med en høj grad af detaljer med en nøjagtighed inden for 5-10 cm ,” udtaler Nikolaj Miller.
Modellen er nu overdraget til Billund Lufthavn, som vil bruge den aktivt i projekteringen af den forestående udvidelse af bagageområdet.
Den nye 3D teknologi og opgaven i Billund Lufthavn er kommet det anerkendte, amerikanske medie LiDAR News for øre. De har beskrevet teknologi og udstyr såvel som opgaven i en informativ artikel på lidarnews.com.
3D scanning af Billund Lufthavn
Som et led i udvidelsen og ombygningen af lufthavnens bagagefaciliteter, havde Billund Lufthavn behov for et overblik over selve bygningen, LIFA A/S Landinspektører har derfor foretaget en scanning af de eksisterende faciliteter med en mobil laserscanner.