Ny ejerlejlighedslov godkendt
Så skete det endelig! Folketinget har netop godkendt og vedtaget den ny ejerlejlighedslov L93. Dermed er 4 års arbejde med en gennemgående revision af loven nu afsluttet med et godt resultat til følge.
Der er ikke tale om en revolution af ejerlejlighedsloven, men den rummer dog nye muligheder samt enkelte stramninger. Det kan betyde noget for dig som ejendomsejer eller investor. Herunder har vi samlet et par af de paragraffer, du bør være ekstra opmærksom på.
Udvalgte ændrede paragraffer
§ 12
Hvis der på en ejendom er opført flere bygninger indeholdende boliger, og disse er opført både før og efter 1966, kan bygningerne opført før 1966 fremtidigt udgøre en ejerlejlighed indeholdende flere boliger. Denne ejerlejlighed kan ikke umiddelbart videreopdeles. De øvrige bygninger på ejendommen kan samtidig opdeles i individuelle ejerlejligheder.
Ændringen betyder, at det ikke længere vil være nødvendigt at gennemføre en udstykning, hvorved bygninger der ikke tidligere kunne opdeles, blev fraskilt som selvstændige ejendomme.
Derved opnås en lidt større fleksibilitet.
§ 16, stk. 3
Denne bestemmelse er ny og angår bygninger opført før 1966 som indeholder både bolig og erhverv. § 16, stk. 3 giver mulighed for, at de lejligheder, der anvendes til erhverv, kan opdeles i selvstændige ejerlejligheder, mens alle beboelseslejlighederne i bygningen fremtidigt skal udgøre én ejerlejlighed, der ikke kan videreopdeles
Bestemmelsen vil være meget anvendelig til at lave en fuldstændig økonomisk adskillelse mellem erhverv og boliger. Herefter kan man disponere mere målrettet i forhold til den enkelte investors portefølje og investeringsstrategi.
§ 17
§ 17 angår de små bygninger, indeholdende højst 2 beboelseslejligheder.
Tidligere måtte bygningen ikke indeholde andre rum, ende de 2 beboelseslejligheder. Denne bestemmelse ændres nu lidt, så en bygning kan opdeles, blot den ikke indeholder mere end 2 boliger.
Ændringen ventes især at finde anvendelse i de mindre provinsbyer, hvor der traditionelt er indrettet 1 eller 2 boliger ovenpå de enkelte butikker. Disse bygninger kan med regelændringen opdeles i ejerlejligheder.
Tidligere indeholdt loven også særlige kvalitetskrav til de enkelte boligejerlejligheder. I den nye lov er indsat bestemmelse om, at boligerne nu skal overholde bygningsreglementets funktionskrav samt opfylde energikrav svarende til energimærke D, j.f. reglerne herom fra 2017.
§ 29
Ikrafttræden og overgangsordning.
Loven træder i kraft d. 1. juli 2020.
Hvis man har fået en byggetilladelse til en ændring eller ombygning, eller har ansøgt om attest efter de hidtidige regler inden lovens ikrafttræden, er indført en overgangsordning på 6 måneder til at få sagen afsluttet og ejendommen opdelt i ejerlejligheder efter de hidtidige regler.
At den nye ejerlejlighedslov nu er godkendt betyder, at der i loven er foretaget en markant ændring af bestemmelserne omkring ejerforeningen, afstemningsregler m.m.
Vi står naturligvis til rådighed for yderligere uddybning af disse bestemmelser, ligesom vi også står klar til at rådgive om, hvordan de nye muligheder bedst anvendes på konkrete ejendomme. Du har desuden mulighed for at klikke dig ind på vores webinar om den nye ejerlejlighedslov.