En ny pulje penge til jordfordeling er på vej til lodsejere, der er villige til at bytte deres jord med henblik på at samle markerne og forbedre arronderingen af gården. Formålet med den nye tilskudsordning er at yde tilskud til landmænd, der ønsker at bytte sig til marker, der ligger nærmere gården.
Dette er med henblik på at reducere antallet af tunge transporter på vejene, men også nedbringe landmandens transportudgifter til- og fra markerne. Ordningen giver samtidig mulighed for, at landmændene kan sammenlægge bedriftens arealer og effektivisere driften.
Tilskudsordningen ”Erhvervsrettet Jordfordeling” åbnede den 1. september 2019 og yder tilskud til de landmænd, der deltager i jordfordelingen.
Der er i alt afsat 10 millioner kr., der på landsplan fordeles mellem de lodsejere der indgår i ordningen. Tilskuddet skal dække udgifterne til jordfordelingen, herunder planlægning, afgifter til tinglysning og landinspektører. Tilskudsordninger dækker dog maksimalt omkostninger op til 3.500 kr. pr. omfordelt hektar.
Hvornår er du tilskudsberettiget?
Der stilles en række krav for at kunne opnå tilsagn om tilskud til jordfordeling. For at være berettiget til tilskud, skal man indgå i en jordfordelingsaftale med minimum 100 hektar, fordelt på minimum 5 landmænd. Der er ingen geografisk begrænsning på jordernes beliggenhed. Formålet med ordningen er bl.a. at reducere køreafstanden til markerne, hvorfor der er krav om, at den gennemsnitlige køreafstand til markerne, der indgår i jordfordelingen, reduceres med 750 m.
Desuden skal dem der indgår i jordfordelingen stifte en frivillig forening. Foreningen skal være omdrejningspunktet, hvilket betyder, at foreningen skal være ansøger, kontaktperson mellem Landbrugsstyrelsen, planlæggere, landinspektører m.v. Det er også foreningen, der til slut modtager tilskuddet og fordeler tilskuddet mellem de deltagende lodsejere.
Centrovice sørger for stiftelse af foreningen på vegne dem, der indgår i jordfordelingen. Centrovice er kontaktperson mellem Landbrugsstyrelsen,
planlæggere, landinspektører m.v. og varetager foreningens interesser på vegne af medlemmerne.
Tilskud efter først til mølle-princip
Hvis du er en del af en gruppe landmænd, som opfylder minimumskriterierne for tilskudsordningen, får foreningen tilsagn om tilskud, efter ”først til mølle-princippet”. Ansøgningerne kan indsendes mellem 1. september og 15. november 2019, men der tildeles ikke flere tilsagn, når den samlede
pulje på 10 millioner kr. er fordelt. Ordningen er en god mulighed for, at du kan få afpudset arronderingen af bedriftens arealer, men det er ikke helt uden udfordringer at kunne leve op til kravet om 5 deltagende landmænd.
Hvis du ser dig selv indgå i ordningen om Erhvervsrettet Jordfordeling, kræver det lidt planlægning, og du skal have en føler ude hos lokalområdets lodsejere, da det i sidste ende er et større puslespil, der skal gå op. Centrovice og LIFA er medspiller til opstart og gennemførelse af jordfordelingen.
Har du ideer til jordomlægning?
Kontakt os og hør mere om dine muligheder
Niels Jepsen, Centrovice
Ejendomsrådgiver
tlf. 6362 2527
mail: nij@centrovice.dk
Jørgen Andersen, LIFA A/S
Landinspektør
tlf. 6313 6890
mail: jaa@lifa.dk