Rundt omkring langs de danske kyster er der gennem årene opført mange sommerhuse på lejet grund. Nogle steder er det landmanden, der har lejet et område langs kysten ud til sommerhusbebyggelse, som fortsat ejer grunden mens andre sommerhusområder henligger som anpartsejendomme, hvor hvert sommerhus er i særskilt eje, men grunden ejes i fællesskab.
I takt med tiden sker der en konstant modernisering og forbedring af sommerhusene. Hvor mange huse oprindeligt primært har haft funktion af fisker- eller badehytter opført af forhåndenværende materialer, ser man i dag en stor variation og en bygningsmasse, der mere og mere egner sig til anvendelse hele året.
Samtidig med moderniseringen bliver der et større behov for realkreditbelåning af sommerhusene, men ikke alle kreditforeninger er lige begejstrede for sommerhuse på lejet grund, og der stilles i større omfang særlige krav til lejeaftalernes indhold end tidligere. Husenes værdi og kreditforeningernes krav er med til at skubbe til ønsket om at eje i stedet for at leje den grund, som bygningerne ligger på.
Hidtil har det været tæt på umuligt, at få udstykket sommerhusene på egen grund – især, hvis de lejede arealer er omfattet af strandbeskyttelse.
I forbindelse med den nylige revision af planloven er der også foretaget justeringer af Naturbeskyttelsesloven og en af de mere oversete lovændringer er muligheden for udstykning af eksisterende sommer- eller fritidshuse på lejet grund.
Godt gemt væk i Naturbeskyttelseslovens §65b stk. 3 nr. 5 finder man grundlaget for muligheden – en åbning for udstykning i strandbeskyttede arealer på baggrund af en konkret vurdering. Praksis for tilladelse på området er stadig uklar, det er f.eks. uvist, hvor mange sommerhuse der skal være tale om, før undtagelsen kan komme på tale, men vi følger udviklingen tæt, og er altid klar til at rådgive om muligheder og udfordringer ved udstykning af bygninger på lejet grund.