Laserscanning af Odeons byggegrube
I forbindelse med byggeriet af Odenses nye musikhus Odeon har LIFA A/S Landinspektører laserscannet byggegrubens væg for entreprenøren Per Aarsleff A/S. Byggegruben er den udgravning, som senere skal blive til bl.a. en 2-etagers parkeringskælder.
Væggen er lavet ved boring af sekantpæle, 72cm tykke betonpæle, som bores i jorden og støbes.
”For at eftervise at pælene stod med en tolerance på maksimalt +50mm ind i byggegruben, skulle vi finde en nem og effektiv måde at måle dette ind. I Aarsleff går vi altid ind for nytænkning og arbejder efter princippet: ”Work smarter, not harder”. Hurtigt fandt vi ud af, at det vil være en ”umulig” og ikke mindst meget dyr opgave at skulle måle pælene ind med normal indmåling. Det ville sikkert kunne lade sig gøre, men formålet med at sikre at tolerancen var overholdt, ville ikke blive opfyldt, da man højst vil kunne indmåle enkelte punkter pr. pæl og dermed måske overse præcis den pukkel/udposninger, der ville være skyld i, at de 50mm tolerance ikke ville være overholdt. Vi var bevidste omkring muligheden for ”laserscanning” og registrering af mange millioner punkter (en såkaldt punktsky), som kunne give realistiske 3d-billeder, som var mulige at måle i – perfekt til formålet. Dertil skulle der justeres lidt på måden, hvorpå dataene blev behandlet. Fremgangsmåden var klar, vi skulle bare finde en, der kunne udføre det og efterkomme præcis de krav, vi havde brug for. Efter lidt forespørgsel rundt i netværket, fandt vi kontakt til LIFA A/S Landinspektører, som viste sig at være yderst professionel, samarbejdsvillig og løsningsorienteret. LIFA A/S Landinspektører havde før lavet lignende opgaver, dog ikke præcis med de outputdata, vi efterspurgte til eftervisning af maksimale tolerancer for en sekantpælevæg. Vi fandt hurtigt frem til, at metoden var yderst velegnet til scanning af sekantpælene, og det resultat, som LIFA A/S Landinspektører i sidste ende havde udført i samarbejde med os, var som forventet og var med til at løse opgaven til fulde.” Gennem et møde, hvor vi sammen med LIFA A/S Landinspektører lavede en forventningsafstemning til outputdataene, fandt vi frem til flere måder at eftervise samt visualisere præcist hvor på pælene, der skulle hugges af. Det mundede ud i en produktionstegning til viderebringelse ude i marken med angivelse af både pælenummer og angivelse af højde og størrelse af afhugning.” Nordin Naciri, Per Aarsleff A/S
For at gøre Per Aarsleff A/S arbejde nemmere skulle LIFA A/S Landinspektører derfor kontrollere om sekantpælene var boret korrekt, dvs. at de står korrekt og ikke hælder for meget ind i byggegruben. LIFA A/S Landinspektører har til opgaveløsningen laserscannet samtlige pæle, og efterfølgende foretaget en kollisionskontrol af scanningen i forhold til den projekterede sekantvæg. Byggegruben beklædes indvendigt med betonelementer, som skal stå i en afstand af 7cm fra sekantvæggen, og sekantvæggen må derfor ikke hælde mere end, at den holder sig inden for disse 7cm.
”Laserscanningen og det udarbejdede materiale resulterede i, at der i alt blev ”raspet/hugget” meget lidt af ca. 10 pæle, og at vi derefter med ro i maven kunne sætte gang i elementmontørsjakket, velvidende at der ikke ville komme ekstra krav derfra grundet stop i produktionen pga. overskridelse af tolerancerne.”
“Vi vil klart bruge laserscanning igen, da den har givet vores projekt en stor merværdi i form af en billig totalopmåling af alle pæle, som har kunnet bruges til både kvalitetssikring, dokumentation af placering og analyse af det udførte arbejde. Derudover arbejder vi også med opmålingen til at forbedre vores boreudstyr, fremgangsmåde samt til at analysere på hvilke tolerancer, vi kan overholde i forskellige jordbundsforhold. På den måde samler vi erfaring, som vi oftest kan drage nytte af og præge projekterne med.” Nordin Naciri, Per Aarsleff A/S
Til Aarsleff er der afleveret planer af hver enkelt side i byggegruben, hvor de målte afvigelser mellem laserscanningen og projekttegningerne er vist. Der er desuden lavet planer, der fremhæver steder, hvor sekantvæggen nærmer sig en overskridelse af de 7cm, så Aarsleff har kunnet foretage en vurdering af, om det vil være nødvendigt at foretage afhøvling af sekantvæggen for at betonelementerne, kan være der. Brugen af laserscanning som dokumentationsmetode har sikret en præcis og hurtig udført totalopmåling, som giver mange muligheder for kontrol af det udførte, selv efter at det opmålte, er tildækket igen.